Danmarks første reformationskirke

 

Dagen efter reformationens indførelse den 30. oktober 1536
udsteder Chr. den III kongebrev  til beboerne på Avernakø om,
at de må bygge egen kirke og ansætte egen præst

 

Den blodige borgerkrig i Danmark 1534-36, som historikerne med en underdrivelse blidt benævner Grevens Fejde, blev skelsættende med overgangen fra katolsk middelalder til luthersk nytid i Danmark. Lutheriets pest havde i årene forud bredt sig i det katolske Danmark, også til Helligåndsklosteret i Faaborg. Paverne havde tildelt netop Helligåndsordenen rigelige afladsprivilegier. Ved siden af klosterordenens prisværdige hjælp til syge og fattige slog den plat på folks salighed ved udstedelse af afladsbreve, der kunne spare den, der betænkte klosterbøssen, for 60 dages aflad af dem, de skulle brænde i skærsilden.


Efter Frederik den Is død 1533 besluttede Rigsrådet at udsætte valget af ny konge og overtog selv magten. I borgerlige kredse vaktes håbet om at få hentet Christian den II ud fra Sønderborg Slot, hvor han gik omkring bordet, tilbage til tronen. Det borgerlige oprør slog ud i lys lue, og skræmt af denne fare valgte Rigsrådet hertug Christian til konge. De katolske bisper stod  med ryggen mod muren, men så alligevel skriften på væggen og støttede kongevalget af Christian den III, selvom han klart stod på lutherdommens side. Valget af Christian udløste borgerkrigen. Også øerne syd for Faaborg fik borgerkrigen at føle. I 1535 blev de plyndret af fire lybske skibe. Borgerkrigen endte som bekendt med Christian den IIIs sejr, og den betød på længere sigt oven i købet en styrkelse af kongemagten, idet det vældige katolske kirkegods overgik til kronen.

Den 30. oktober 1536 blev den formelle skiftedag fra katolicisme til luthersk reformation. På Gammeltorv i København holdt Christian den III sin trontale i overværelse af den indkaldte stænderforsamling. I trontalen lovede han at gennemføre den lutherske reformation i Danmark.

Men der blev ikke alene skrevet Danmarkshistorie i disse dage. Et vigtigt blad i Avernakøs historiebog blev vendt dagen efter, den 31. oktober 1536, da Christian den III udstedte et kongebrev, der oprettede Avernakø som selvstændigt sogn. Det første nye sogn efter reformationen.

Det virker besynderligt, at kongen og rigsrådsadministrationen midt i denne højspændte, storpolitiske situation kunne afse tid til at ekspedere den på landsplan bagatelagtige sag om Avernakø.

Kongebrevet giver Avernakø lov til at ansætte egen præst og indirekte ret til at bygge egen kirke. Kongebrevet til Avernakø, der opbevares i Rigsarkivet, lyder på tillempet nudansk, dog er bynavnenes datidige benævnelser bibeholdt:
 
Øboer, deres brev:

Vi Christian, af Guds nåde udvalgt til konge til Danmark og Norge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve i Oldenburg og Delmenhorst, gør alle vitterligt, at vore kære undersåtter på Mwnckeøø, Arnack og Korszhaffnn har ladet os give deres nød og brøst tilkende, på deres sjæles vegne, som de har på samme øer, nemlig at deres sognepræst, som skal sige og prædike dem Guds ord for, er ganske langt fra dem bosiddende i Faaborg og tit og ofte for vejrligets skyld og især om vinteren kan hverken præsten kom til dem eller de til ham, og derfor dør mange på øerne uden at modtage deres kristelige sakramente.

På samme måde med barnedåb: det bliver undertiden forhindret og sker ikke så ret kristeligt som det sig bør osv.. Derfor har vi af vor synderlige gunst og nåde undt og tilladt, og nu med dette vort åbne brev under og tillader, at forskrevne øboer må og skal selv tage og annamme dem en god kristelig og duelig person til sognepræst og beholde ham på øerne hos sig, som kan prædike Guds ord i sandhed for dem og uddele sakramenterne i kirken efter Kristi skik, indsættelse og befaling, indtil vi personlig kommer til Fyn og kan bringe sagen til videre udførelse. Derfor forbyder vi alle, hvem det end er eller være kunne, særlig vore fogeder, embedsmænd og alle andre, at lægge hindringer i vejen herfor, under vor hyldest og nåde. Givet på vort slot København tirsdagen efter de hellige apostle Simon og Judas dag år 1536 under vort segl.

Relator: Christoffer Hwiidfeeld.

Christoffer Hwiidfeeld, der som sekretær (relator) har kontrasignet kongebrevet, havde deltaget i Grevens Fejde og var for sin indsats blevet belønnet med Nyborg len.

Den kongelige tilladelse til, at Avernakø kunne blive udskilt som eget sogn, kom efter en fælles henvendelse fra de tre bylav, i Avernak, Munke og Korshavn på Avernakø. Avernakøs sognekirke var indtil 1536 Sct. Nikolaj i Faaborg. I 1520 udstedte Christian den II et gavebrev til den katolske prior på, at Sct. Nikolaj kirke skal lægges under Helligåndskirken. Klosteret, der havde store indtægter fra afladshandel, ville yderligere styrke sine finanser ved også at få sognekirkens tiendeindtægter. Men en bizar klausul knyttedes til gavebrevet. Sct. Nikolaj kirke skulle først underlægges Helligåndskirken, når præsten ved Sct. Nikolaj - Hans Lauridsen - var død!

I 1528 fik klosteret ny prior - i utide. Det hang sammen med reformationsoprøret, som allerede på det tidspunkt var i fuld gang. Den hidtidige prior, Peder Nielsen, var blevet smittet af den lutherske pest og fratrådte derfor sin stilling.

Den nye prior Niels Boesen var ivrig efter at få det kongelige løfte om sognekirken bekræftet, og det lykkedes også. Den 5. september 1528 stadfæstede Frederik den I gavebrevet. Men atter betones det, at Helligåndskirken først kan få tiendeindtægterne fra Sct. Nikolaj efter Hans Lauridsens død. Og det gøres yderligere betinget af, at klosteret til den tid fungerer efter sin bestemmelse, dvs. at man tilbørlig og redelig holder de fattige, syge mennesker, som nu er i klosteret og siden kommer der, med mad, øl, klæder og hvad andet de behøver.
 
Dokumentet slutter med at erklære, at dette brev tog prioren af den Helligånds kloster i Faaborg, på det at ingen skal begære brev på Lyø, Arnacke og Bjørnø, som ligger til fornævnte kirke.
 
Her betones det altså udtrykkeligt, at ordningen også gælder øerne. Denne understregning skulle i og for sig synes at være overflødig. Når prioren alligevel har ønsket at få den med, kunne det tyde på, at oprettelsen af selvstændige sogne på Avernakø og Lyø allerede i 1528 har været på tale.

 

Men altså: hvis sognepræsten ved Nikolaj kirke, Hans Lauridsen er død inden reformationen (som omkalfatrede alle disse forhold), er Avernakø en tid kommet under klosteret med hensyn til kirkelig betjening. Det er dog ikke sandsynligt, eftersom der i kongebrevet af 1536, hvorved Avernakø sogn oprettes, ikke tales om noget tilhørsforhold til klosteret.
Den besværlige og ofte farlige vej for Avernakøs beboere til deres sognekirke Sct. Nikolaj i Faaborg var en vægtig grund for henvendelsen til kongen om at få lov til at oprette eget sogn på øen. Et irritationsmoment har det selvfølgelig også været, at tiendebidraget skulle udenøs. Men selv med kongebrevet i hånden måtte øboerne slås med det klerikale bureaukrati på Fyn for at slippe for at betale kirkelige afgift til Faaborg. Der var jo ikke meget at bygge kirke for eller ansætte præst for, hvis øboerne fortsat skulle svare tiende til præsten i Faaborg.

I 1538 kom Fyns biskop Jørgen Jensen Sadolin og stiftslensmands Erik Krummedige på visitatsrejse til Faaborg for at kontrollere, at reformationen var gennemført på ordentlig vis. De drøftede også sognedannelsen på Avernakø. Kongens tilladelse kunne de ikke komme udenom, men under pres fra Faaborg-præsten traf de afgørelse om, at øboerne fortsat skulle betale præsten i Faaborg 8 ørtrug korn årlig (1 ørtrug = 10 skæpper rug eller 12 skæpper byg eller 20 skæpper havre).

Men den aftale holdt kun et år. I juli 1539 kom Christian den III til Faaborg, hvor han udstedte et nyt kongebrev, der fritog Avernakø for at betale afgift til præsten i Faaborg, fordi de ikke ydermere skal være forpligtet til at søge Faaborg kirke. Dermed kunne beboerne på Avernakø samle sig om den for det lille, fattige samfund enorme opgave at bygge kirke og ansætte egen præst og degn - samt finde bolig til dem.

Der har været ført drabelige diskussioner på øen om, hvor kirken skulle ligge. Det endte med et kompromis - i skellet mellem Avernak og Munke. Hverken Avernak by eller Munke vandt, men Korshavn tabte slaget om placeringen. Korshavnerne måtte forsat krydse vandet, når de skulle i kirke. Men ved lavvande kunne de dog komme tørskoet over Drejet.

Avernakø Kirke var oprindelig et bindingsværkshus af munkesten og marksten. I 1631 til ca. 1670 gennemførtes en større ombygning af kirken, og først i 1876 fik den sin nuværende form med klokketårn.

Der er usikkerhed om, hvilket år byggeriet af kirken startede. Om beboerne på Avernakø har lukket det ene øje og tolket kongebrevet af 1536 som en reel byggetilladelse og derfor umiddelbart har påbegyndt opførelsen af kirken - eller om man har ventet med at sætte spaden i jorden til efter kongens besøg i Faaborg 1539 vides ikke. Men i hvert fald må kirken have stået nogenlunde klar i 1542, da syv sognemænd blandt de ældste og agteste sammen med herredsprovsten valgte øens første præst, Anders Munch.

Der findes ingen samtidige dokumenter om Anders Munch, men øens præst, Jens Christensen Bang 1666-1697, fastslår på baggrund af overleveringer, at Anders Munch var den første præst på Avernakø. Det er sandsynligt, at Anders Munch reelt har været munk ved Helligåndsklosteret i Faaborg. Det var almindeligt i forbindelse med overgangen til reformationen, at katolske munke, som Martin Luther havde bragt i tvivl, fortsatte som reformationspræster. De økonomiske forhold, som øboerne kunne tilbyde deres første præst, passede også bedst til en munk med små krav til tilværelsen, idet præstegården blev et jordløst hus.

Byggeriet af kirken voldte problemer. Den skulle gerne blive det prægtigste hus i sognet, men midlerne var små. Fra Avernakøs præst 1630-33, Peder Jensen Hjallese, ved vi, at man valgte den billige løsning - en kirke af tømmer, som et ringe købstadshus, kun 11 fag. Men det var ikke en trækirke, der blev rejst, derimod et bindingsværkshus. Det viste udgravningen for 25 år siden i forbindelse med dræningsarbejde ved kirken, hvor der fandtes en hel del munkesten. Senere undersøgelser har afsløret, at indersiden af kirkens ydermur består af munkesten blandet med marksten.

Men kirken skulle også udstyres. Der er ikke meget tilbage fra den første kirke, og dog. Den første middelalderlige kalk, der nu fungerer som sygekalk, var i de første to århundreder den egentlige alterkalk. Den blev formentlig i 1539 skænket den ny kirke på Avernakø i forbindelse med Christian den IIIs besøg i Faaborg, hvor han fordelte en række genstande fra Sct. Nikolaj Kirke, som han havde inddraget. Alterkalken blev skænket Nikolaj kirke omkring 1425 af prælaten Jens Mathiesen Bruns forældre og bærer inskriptionen: MATIAS BRUN ET KATERINA DANT ECC(LESI)E CALICEM. = Matias Brun og Katerina skænker kalken til kirken.

De to malmstager på alteret stammer sandsynligvis også fra den oprindelige kirke. Klokken, der på den første kirke hang udvendig på vestsiden, blev omstøbt i 1876, og inskriptionen fra den gamle klokke blev bevaret:  IM1575 IAR GOT MI MICEL DIBLER * DE SEGEN DES HEREN MACKET RICK ANE MEV.PROV.X 22 - (I året 1575 støbte mig Michel Dibler. Herrens velsignelse gør rig uden møje).  Midt på klokken ses kirkeejeren, Rosenørn-Lehnernes våben, derudover O.D.R.L. og nedenunder 1876. Underst på klokken læses: OMSTØBT AF B.LØW & SØN, KIØBENHAVN.

I 1563 anskaffede Avernak kirke sig pragtstykket Christian den IIIs bibel. Den udkom 1550 i et oplag på 3.000 eksemplarer. Prisen var fem daler, der svarede til prisen for en ko. En så dyr bog var ikke beregnet til private, men først og fremmest til brug i kirkerne. Der var rift om den dyre bog; 1569 udstedes der i et kongebrev påbud om, at bibelen lænkes til alteret! Der var stort behov for en ny bibeloversættelse efter reformationen. Kongen gav ordre om, at oversættelsen skulle følge Luthers tyske gengivelse. Peder Palladius, en af oversætterne, skriver i forordet, at det er i lyset af troen, man skal læse bibelen, og det man ikke forstår i den, skal man ikke tvivle på, men holde stille med vor forstand, indtil man lærer at forstå det også. At kunne fortolke bibelen er en Guds gave, Gud har givet menneskene profeter og doktorer, der betyder Skriftens udlæggere og udtydere. Derfor må ingen lægmand give sig til at fortolke bibelen.

Glemt i dag er det, at Avernakø - på Dag 1 efter kongerigets eneste borgerkrig - på kongelig pergament fik tilladelse til at bygge Danmarks første  kirke, der ikke havde rod i katolicismen.

Da fæstebønderne på Avernakø

gik i kirkestrejke - slæbte de baronen
på Hvidkilde i Højesteret - og vandt.

Højesteret frifandt efter 3 1/2 års proces Avernakø, der slap for
at betale kongetiende til baronen på Hvidkilde, selvom han havde ret!

 

Ludvig Holberg kunne ikke have fået et bedre oplæg til en af sine komedier, med intriger mellem fæstebønder og herskab: Fæstebønder på en lille ø, der sætter sig op mod deres herskab, sætter trumf på ved at gå i kirkestrejke, bliver anklaget for fusk, går helt til højesteret og bliver frifundet, selvom de ikke havde helt rent mel i posen!
Det hele begyndte med, at baron Poul Abraham Lehn på Hvidkilde i 1789 forlangte kirketiende betalt på en ny måde. Man var vant til at betale den som en pengeafgift (plus en vis mængde ærter), men nu forlangte Hvidkilde korn i stedet for penge. Man forlangte endda kornet i kærven, altså på marken utærsket.

Øboerne har uden tvivl raset, men ligefrem nægte det kunne man dårligt. Men nu opstod der for alvor et problem. Hvor skulle  kornet anbringes, indtil det kunne blive tærsket og fragtet fra øen?

Hele øen ejedes af herskabet på Hvedholm - lige med undtagelse af kirken og kirkegården, som hørte under Hvidkilde. Uden for kirkegårdsdiget havde baronen på Hvidkilde ikke en fodsbred jord til sin rådighed.

Der var derfor kun en udvej, og den benyttede baronen. I ugen før søndagen den 23. august 1789 lod han sine folk bringe kornet ind på indviet jord. Noget af det blev stuvet op over kirkens hvælvinger, andet blev stakket på kirkegården.

Forfærdet - og måske tillige vejrende en triumf - var øboerne vidne til denne helligbrøde. Og søndagen kom - 11. søndag efter trinitatis. Præsten gik til kirke. Han skulle prædike over den gode lignelse om farisæeren og tolderen. Men den prædiken blev ikke holdt. For menigheden ville ikke i kirke.

Alle som én erklærede de, at de ikke turde. Det var vægtigt korn, de havde høstet på deres marker. Hvælvingerne kunne styrte ned og knuse dem.

Nu var det præstens, hr. Henning Faaborgs, tur til at forfærdes. En aflyst gudstjeneste var en alvorlig sag. Og hvornår blev kornet fjernet? Dette ansvar kunne han ikke tage på sig. Om mandagen skrev han til biskoppen, Tønne Bloch i Odense, og klagede sin nød.

Han skriver i brevet, at en time før kirketid kom en mand fra hver by for at underrette præsten om kirkestrejken. Han søgte at overtale dem, men de var ganske indtagne af frygt. Alligevel besluttede præsten og degnen, Hans Gudme at gå til kirken, da der blev ringet, men ikke én af sognefolkene indfandt sig, skønt de ellers - skriver Faaborg - er flittige kirkegængere.

 

Gejstligheden ventede en stiv time, så gik den hjem med uforrettet sag, da jeg anså det unødvendigt at holde tjeneste for de tomme stole.

Og biskoppen svarede, at hr. Faaborg skulle søge at overtale i hvert fald nogle af menigheden til at trodse faren, og dersom dette var umuligt, skulle han, for at den offentlige gudstjeneste dog ikke skulle savnes, samvirke med de bedste sognemænd om at finde en plads, hvor man kunne holde gudstjeneste enten i en stor lo eller på en jævn plads under udspilede lagner.

Men heller ikke biskoppen mente at kunne klare sagen. Samme dag skrev han til Det danske Cancelli, dvs. ministeriet i København og bad om forholdsordre. Og så rullede sagen.

Cancelliet skrev til baronen på Hvidkilde, Poul Abraham Lehn og bad  ham om ufortøvet at få kornet på kirkeloftet fjernet.

Baronen svarede, at når det trak så længe ud med at få kornet fjernet, skyldtes det, at han havde været på rejse og først i slutningen af september havde fået cancelliets brev.

Men sagen trak ud. Den 13. september var provst Bachmann efter biskoppens ordre på Avernakø for at tage situationen i øjesyn, og da lå kornet stadig på hvælvingerne og kirkegården, og nu var der tilmed opstået frygt for, at baronen ville lade kornet tærske i våbenhuset!, hvilket gav anledning til, at Cancelliet atter måtte ulejliges.

Det ser ud til, at forholdet endnu ikke var bragt i orden i begyndelsen af den følgende måned. Da tog sagen imidlertid en ny dramatisk vending. Den 6. oktober 1789 anlagde baron Lehn ved Avernakø birketing sag mod alle øens gårdmænd. Dermed startede en maratonretssag, der kom til at strække sig over 3 1/2 år.

Baron Abraham Lehn var ganske enkelt godt gammeldags irriteret. Bønderne havde tirret ham i deres magt, ingen af dem havde villet overlade ham en plet jord til tiendekornet. Derfor måtte han bruge kirkegården, og prøvede med argumentet hvor tilforn og har stået en tiendelade. Han gav nu ordre til, at kornet på kirkeloftet skulle fjernes, men han erklærede, at øboernes frygt var aldeles ubegrundet.

Årsagen til hele bataljen var som nævnt, at baronen mente, han fik alt for lidt ud af kirketienden fra Avernakø, så længe han efter gammel skik fik den i form af pengeafgift. Derfor forlangte han i 1789 korn i stedet. Det havde han ret til. Men øboerne håbede, at ved at gøre livet surt for ham kunne de få ham til at opgive sit forehavende og vende tilbage til den gamle ordning.

Nu gik baronen imidlertid et skridt videre. Han krævede, at øboerne ikke blot skulle betale kirketiende, men også det halve af kongetiende. Øboerne sagde nej. De havde dokument på at være fritaget for kongetiende, påstod de. Det gale var imidlertid, at de ikke kunne fremvise noget dokument.

Så anlagde baronen sag. Processen begyndte ved Avernakø birketing den 6. oktober 1789. Her kom den til at strække sig over halvandet år. Det er den længste sag, der er ført ved tinget. Den blev forhandlet på 31 tingdage, og den fylder 31 meget tætskrevne sider i tingbogen, hvortil kommer adskillige bilag. Man indhentede nemlig tingvidner ved andre retter, og sagen fik således udløbere ved Salling herredsting, Sunds-Gudme herredsting, Holstenshus birketing og Strynø birketing.

Øboerne havde fået bevilget fri proces, og prokurator Anders Petersen fra Faaborg blev beskikket til forsvarer for dem. Birkedommer Andreas Toftgaard fra Svendborg førte sagen for baronen. De to sagførere var mestre i at trække sagen i langdrag. Snart den ene og snart den anden forlangte udsættelse for at fremskaffe nyt materiale, og således dansede de den nydeligste lancier.

Endelig den 31. maj 1791 kunne sættedommeren Jens Errebo Busch fælde dom, og den faldt ud til øboernes fordel. Ved talrige vidnesbyrd var det godtgjort, at de havde fuldkommen hævd på at være fritaget for kongetiende.

Baronen appellerede omgående sagen til Fynbo Landsting. Her verserede den et års tid, og her gik den øboerne imod. Landsdommer Koefoed kom i sin dom den 29. august 1792 til det resultat, at i en sag af denne art var hævd ikke tilstrækkelig. I øvrigt havde ingen af parterne leveret fuldgyldigt bevis på deres påstand, men formodningen måtte efter landsdommerens mening være på baronens side, med andre ord: Øboerne skulle betale kongetiende.

Dermed var sagen imidlertid ikke endt, for øboerne appellerede til højesteret!

Man kan undre sig over, at de havde dristighed dertil, men man må forstå, at de havde en højere magt i ryggen, nemlig deres egentlige herskab. For Kragerne på Egeskov og derefter Bille Braherne på Hvedholm, som øen nu hørte under, havde det bestandigt været en kilde til irritation, at et andet herskab, altså Hvidkilde-ejerne, skulle have indpas på deres ø. De støttede derfor af et godt hjerte øboerne i deres kamp, og det er efter al sandsynlighed junkeren på Hvedholm, Preben Bille Brahe, der har givet sine fæstebønder besked om at appellere.

Midt i oktober 1792 begyndte sagen ved højesteret. En måned efter skete der noget, der formentlig betød et vendepunkt i sagen. Christen Albrechtsen med flere fik kgl. bevilling til at fremlægge nye dokumenter ved højesteret. I virkeligheden var der tale om ét dokument, nemlig en ministeriel erklæring af 1736, hvori der stod, at Avernakø fra gammel tid havde været befriet for kongetiende, og således skulle det vedblive at være.

Det er utroligt, at ingen på et tidligere tidspunkt var kommet i tanke om dette dokument, for det var tinglæst ved Avernakø birketing, så øboerne kunne læse det i deres egen tingbog. Men dokumentet var altså gået i glemmebogen. Hvis det var blevet husket i 1789, var der formentlig aldrig blevet nogen proces.

Nu var sagen temmelig klar. Og højesteret fældede da også den 27. maj 1793 den dom, at Birketingsdommen bør ved magt at stande.

Øboerne - og Hvedholm - havde sejret. Der skulle aldrig mere blive krævet kongetiende af Avernakøs gårdmænd.

Man tør tro, at der ved bygilderne den følgende søndag er blevet tømt en ekstra tønde øl, godt styrket med rom! Stemningen havde nok fået et ekstra løft, hvis det ellers var blevet erindret, at Avernakø aldrig var blevet fritaget for at betale kongetiende!

Efter reformationen 1536 var Avernakø den første menighed i landet, der fik tilladelse til at bygge egen kirke og ansætte egen præst. Naturligt var den ny menighed i store pengevanskeligheder med at finansiere byggeriet af en kirke.  Undertiden forbarmede kongen sig over vanskeligt stillede menigheder og afstod fra at opkræve kongetiende, men det skete ikke på Avernakø.

Derimod blev menigheden fritaget for at betale afgift til præsten i Faaborg. Men det tolkede beboerne på Avernakø som en generel fritagelse for kongetiende. Medvirkende hertil var, at Lyø nogle år forinden var blevet fritaget for helt at betale kongetiende, og at Avernakø selvfølgelig ikke ville stå tilbage for naboøen. Det var derfor reelt selvtægt, da Avernakø tolkede fritagelsen for at betale til præsten i Faaborg som fritagelse for kongetiende. Men selvtægten blev til hævd. Da en geskæftig embedsmand i 1598 - efter gennemgang af regnskaber for Avernakø - fandt ud af selvtægten, bad lensmanden om at få fat i kongebrevet fra 1536, der gav tilladelse til oprettelse af Avernakø menighed.

Men - heldigvis for Avernakø - misforstod han kongebrevet og tolkede fritagelsen for at betale til præsten i Faaborg som en fritagelse for at betale kongetiende. Og det var det dokument fra lensmanden i 1598, der ad bureaukratiets krinkelkroge i 1736 var blevet til en ministeriel  tilladelse, og som pludselig dukkede op i 1792 og gjorde det indlysende for højesteret at løse fæstebønderne på Avernakø for Hvidekilde-baronens krav.

Men Avernakø - præsten Henning Faaborg skulle nok engang komme tæt på at opleve messefald. År senere fløj ved nytårstide budskabet over øen  - sæler. Resultatet var, at  så godt som alle mand drog ud på fangst, hvad der naturligvis satte sig kendelige spor på besøget ved nytårsgudstjenesten. Præsten holdt da en tordentale til de få tilstedeværende, idet han kaldte de tomme stole til vidner på en så høj helligdags vanhelligelse.

Kirkestrejken på Avernakø førte også til et sjældent besøg - biskoppen, Tønne Bloch kom på visitats den 26. maj 1791, hvor han noterede, at hr. Faaborg katekiserede mest efter bogstaven, i 1794 var det blevet bedre en forrige gang, og i 1797 noterede biskoppen med kirkemenigheden og dens ungdom overmåde vel fornøjet.

Velfornøjet var menigheden også - med Højesteret!

Mange af billederne er af Steen jensen fotografi og tilhører ham. Se hans hjemmeside HER