Inde i stilheden af Poul Fløe Svenningsen

 

EN AUGUSTDAG sidste år flyttede vi ind i Mosehuset på Avernakø, en køn lille tolænget ejendom fra 1870 med stråtækt stuehus og blåmalede vinduesrammer omkring de små ruder. Hvad vi ville der? En lille ø er ikke noget almindeligt turistmål. Men just det var dens attraktion. Tilmed er den blandt Det fynske Øhavs grønne øer, hvis lokkende herlighed vi har set fra søsiden. Vi har nu to gange været der på ferie i august.

Befolkningen tæller omkring 100 personer, som lever i et højt udviklet fællesskab. De er medejere af færgeselskabet, de ejer den stedlige købmandshandel, øens eneste forretning, som drives af forpagteren Tom, og de ejer øens vindmølle, der har så stor en kapacitet, at 40 pct. af produktionen kan sælges til Faaborg. Og mænd og kvinder deler arbejdet. Marianne er skraldemand og kommer efter poserne siddende på en stor rød traktor, hvor hun ikke syner meget. Hun frabeder sig feriemandens hjælpende hånd. Helle og Kirsten kommer også på traktor til Mosehuset med et vældigt læs brænde. Foruden gårdejer er manden på Stendyssegård dyrlæge og sognefoged, så han har god brug for sin medhjælpende hustru Birgit, som også holder høns - de lægger æg med de guleste blommer, jeg har set.

Stilheden er for bymennesker som os den største oplevelse på Avernakø. Den præger også beboerne. En ældre mand, som jeg kom i snak med hos købmanden, sagde, at når han og hans kone en gang eller to om året tager færgen til Faaborg, kan det ikke gå hurtigt nok med at komme hjem igen. "Støjen og trafikken derovre er uudholdelig".

Man må vel sige, at når Faaborg for den besøgende øbo fremstår som et larmende metropolis, har stilheden på Avernakø ikke blot noget at gøre med en forankring i tilvante livsbetingelser eller en holdning til særegne vilkår i dagligdagen. Det drejer sig om en sindstilstand. Det er begribeligt for en person fra storbyen, hvor man ikke uden videre kan opleve stilheden endsige bosætte sig midt i den. Og stilhed kræver indlevelse. Avernakø er ikke et badeland med underholdning for børn eller diskoteker for de unge. Bortset fra den landskabelige skønhed og strandbadet har den ikke andet at byde på end stilheden, en stor dyb stilhed.

I min erindring trænger nogle linier fra julen 1998 sig på. Det var den daværende forstander på refugiet Fuglsang, cand. theol. Jens Bøggild, der i en kronik i Berlingske Tidende skrev, at "arkitekten le Corbusier omtalte stilheden som menneskets store behov og sagde, at luften, lyset, stilheden og de grønne træer er menneskets sande venner". Jeg har erfaret, at stilheden og musikken rummer den fælles mulighed at føre det følsomme gemyts tanker langt ind i en anden verden.

Allerede på feriens første dag følte vi stilheden krybe ind over os, som om selv samtalens almindelige toneleje var forstyrrende i vor nærmest vægtløse tilstand. Siddende i haven i solskin og absolut vindstille, der lod de gamle frugttræer stå ubevægelige, kunne man føle sig hensat til en paradisisk drømmeverden, hvori alt er godt og smukt.

Nogle tilflyttere i små øsamfund får en psykisk lidelse kaldet økuller, som sikkert er overordentlig ubehagelig. Folk på to ugers ferie har naturligvis ingen forudsætninger for at bedømme sådanne reaktioner. Vi forbavses blot over, at andre kan påvirkes så negativt af forhold, som vi finder tiltrækkende. Først og fremmest stilheden. Stilheden med de mange horisonter, hvorfra vi henter alle mulige tilskyndelser - især ved tankernes frie løb, små eller større som det nu må være. Det er ejendommeligt at mærke alle sluser i ens tanker og fantasi åbne sig og føre forlængst glemte oplevelser eller hændelser og minder ind i de daglige samtaler. Men ubehageligt at konstatere, at savnet af en sådan stilhed i hverdagen tilsyneladende betyder blokeringer af tankers vej til bevidstheden. Når alt kommer til alt er alle slags tanker jo af betydning i det mindste for skrivende folk. En konstruktiv tankevirksomhed er nok det bedste værn mod økuller.

Et par dage efter vor ankomst til Mosehuset dukkede Admiralerne op i haven. Disse prægtige sommerfugle med vingemønstre i rødt, hvidt, sort og brunt. En sværm på 10-12 stykker slog sig ned i et mirabeltræ, opholdt sig meget på græsset med de nedfaldne gærende frugter og tog på korte ture i deres nyetablerede univers. Stærke er disse sommerfugle med en stolt glideflugt og en flyvehastighed som musvitter-kræfterne er jo også nødvendige for dem til deres lange rejser mellem det sydlige Europa, det nordlige Afrika og den nordiske sommer. Indvandrerne vender aldrig hjem igen, for de kan ikke overleve vores vinter, men straks efter deres ankomst til os omkring maj lægger de grunden til en ny generation, og det er disse unge sommerfugle vi ser i eftersommeren. Nogle af dem mister livet i vore faldende temperaturer, andre begiver sig tidsnok afsted mod de sydlige levesteder.

Dyrene på Darwins Galapagos er i deres afsondrethed letsindigt trygge ved mennesker, fordi de så sjældent ser dem. Sådan er det vel ikke med Admiralen (Vanessa atalanta, L), men det var dog besynderligt, at den udviste en slags tillidsfuldhed. Jeg kom den ganske nær med mit fotogrej, kunne endog røre dens antenner (følehorn) uden at den tog til vingen. Som jeg bevægede mig omkring dens tilholdssted i mirabellen oplevede jeg, at den satte sig på mit tøj, undertiden på mit hvide hår og flygtigt på kinden. Det var som om den udforskede mig og jeg ikke den.
Hver dag stod jeg og iagttog flokkens aktivitet i og omkring blommetræet. Jeg blev ved og ved med at fotografere dem. Helt overdrevet. Kunne ikke lade være. Nu stod jeg så med en stak billeder, der kun var til papirkurven, skønt de dog illustrerede min oplevelse. Det er påstået, at en ordentlig fotograf kun kan bruge hver syvende af sine optagelser, det er mig en trøst. I år fik vi kun besøg af ialt fire Admiraler, og jeg kunne spare på mine film - men jeg tænkte på, hvilket formidabelt antal der skulle til at dække deres sommerbesøg på Avernakø og resten af den nordlige halvkugle.

Avernakø har en smuk hvid kirke, hvis historie rækker tilbage til det 16. århundrede. Dagen efter reformationens indførelse den 30. oktober 1536 fik boboerne på Avernakø fra Christian III brev på, at de måtte bygge deres egen kirke og ansætte en præst - det var det første nye sogn efter reformationen.

På den velholdte kirkegård finder man en grav med to mindesten. Den ene er rejst af beboerne over Flight Sergeant R.A.Tapp, bomber i Royal Air Force, død 16. maj 1944. Den anden er den sirligt smukke sten, udhugget af The White Cliffs of Dover, som briterne har sat overalt i verden på faldne flyveres grave. Over den afdødes data ser man RAF's våbenskjold med det latinske motto Per aspera ad astra, på dansk almindeligvis oversat til "Gennem Kamp til Sejr".

Spørger man sig for om gravens historie, henviser alle til journalist Ebbe Bork-Pedersen, der har sit hjem på øen. Han har gennem årene været meget optaget af at forske i alle sider af Avernakøs historie og samlet et omfattende værdifuldt materiale, hvori også indgår en detaljeret beretning om flyverens skæbne.
Sammen med seks kammerater startede den 21-årige Ralph Aubrey Tapp på denne majnat i 1944 i den tunge firemotorers Lancaster bombemaskine fra flyvepladsen Elsham Wolds i Lincolshire. Deres opgave var at angribe den tyske ubådsbase i Kiel. Under indflyvningen gennem Danmark blev maskinen skudt i brand af antiluftskyts ved Lillebæltsbroen. Efter at have fløjet som en lysende fakkel ned over Vestfyn eksploderede Lancasteren og styrtede i havet en kilometer nordvest for Avernakø. Alle syv ombordværende omkom. Sergeant Tapp drev i land på Avernakø og begravedes her, tre kammerater fandt hvile på Aastrup kirkegård, på Drejø og i den engelske krigergrav på Assistens Kirkegård i Faaborg. De sidste tre befinder sig stadig i Lancasterens skrog på havbunden. Engelske myndigheder har frarådet forsøg på at bjærge dem, da der stadig er fare for eksplosioner i vraget.

Selve det militære forløb med bombemaskinens endeligt og syv soldaters død svarer til adskillige lignende hændelser på vore breddegrader under Anden Verdenskrig. Men levendegørelsen af episoden vækker de ældres erindring og er egnet til at bibringe yngre aldersklasser forståelse af krigens og besættelsens vilkår. Det er da også fint, at rektor Claus Jensen på Faaborg Gymnasium agter at bruge Ebbe Bork-Pedersens beretning i undervisningen for at hjælpe gymnasiasterne til at forstå, at deres jævnaldrende i bombemaskinen satte livet til i en kamp, som også skulle sikre de unge danske en tilværelse i et frit land.

Vi gamle husker mange situationer under besættelsen, hvor tyskerne ikke optrådte med særlig elegance for nu at udtrykke det på den måde. De forstod ikke den jævne danskers uforfærdethed og da slet ikke hans humor, og de blev nervøse, når de mødte den. Vi forbavses derfor ikke over, at en obergefreiter, der var kommet over fra det fynske fastland med sin lille skare af soldater, troede at problemer på et sted som Avernakø kunne løses med ordrer og fældede rifler. Ved kirken traf de mennesker, der ikke lod sig skræmme fra at begrave den engelske flyver og strø blomster på hans vej over øen. Besværlighederne for beboerne var mange, før tyskerne trak sig tilbage. Og det drejede sig dog blot om jordfæstelsen af en dreng på 21.

Vindstille og træernes og den okkergule kornmarks ubevægelighed rummede et besynderligt akkompagnement til den store stilhed, der omgav os. Det forekom nærmest uvirkeligt. Svalernes akro-batik over vore hoveder og den dumpe lyd af modne æbler, som nu og da løsnedes fra de gamle træer og ramte græsplænen, var dog tegn på, at verden stadig var levende.

En dag sidst i august 2001 forstærkedes dette vidnesbyrd. En stormende kuling rejste sig og sørgede for bevægelse i alt hvad der omgav os af træer og buske og modent korn, som lagde sig ned for øjnene af os. Vi måtte simpelthen ned på stranden nogle få hundrede meter fra huset og se det ellers så skikkelige havs ansigt i nye folder. I den lune aften fløj kulingen med ens hår svøbte sig blidt i nye folder om ansigtet.

Det er ikke nogen promonadestrand. Sten breder sig foran ens utilpassede fødder, som om man, overtræder en evighedslov. De har jo dog også eksisteret i tusinder eller millioner af år før Avernakø kom op til overfladen. Blæsten bragte os nær på en forklaring på rullestenenes form. Den handlede om slid. Brændingen, der pludselig var opkommet af det stille, blanke vand, gjorde sig dramatisk og trængte stenene i havstokken op mod land og lod dem i næste øjeblik skylle tilbage med en lyd, der er vanskelig at beskrive. Det var strandens stemme.

Alle disse sten! Jeg havde gerne kørt et læs hjem til mine hylder, hvor jeg opbevarer strandsten, som jeg nænsomt har bemalet med abstrakte mønstre. Det blev dog kun til en spandfuld. Den skønhed, der møder øjet mens man en solskinsdag vandrer henover dette fantastisk farverige underlag, vil jeg slet ikke forsøge at give liv med ord. Nogle sten var så smukke, at jeg måtte lade dem ligge. Det ville være en slags blasfemi at male på dem. Ved hvert skridt rejste sig spørgsmål. Hvorfor indeholdt en blålig sten røde striber? Hvorfor var en lille en plettet som et mågeæg? En mørk sten glimtede i solen som om den havde tilegnet sig et lille hjørne af stjernehimlen. Undertiden er jeg taknemlig for, at min viden er så begrænset, at der er plads til undren. Jeg tror, at besiddelse af forklaringer på alverdens ting ville forringe mit liv.

På en solrig dag blev jeg tiltrukket af en håndfladestor sten. Den var rund på den ene side og flad på den anden som var den halvdelen af en kugle. I sin brune krop bar den eftersommerens sol og føltes varm og blød som den elskedes hud. Jeg beholdt den i hånden på vejen tilbage til Mosehuset.

Et par nætter før vor hjemrejse trak et voldsomt tordenvejr op - et af den slags, der leverer lynene og bragene oven i hinanden. Det var som om klimaet ville belære os om, at vi ikke skulle gå rundt og tro, at vi befandt os på en stilhedens ø midt i et fredens hav. Vi hørte til i Verden. Og det havde vi jo al grund til at være taknemlige for.

Men stilheden var dog, hvad der kom til at ligge dybest i vore tanker på vejen tilbage til den støjende hverdag.

 

Julen 2002 udgav Poul Fløe Svenningsen beretningen om bymenneskets oplevelser 
fra  to sommerferier, 2001 og 2002, på Avernakø, hvor han sammen med sin store familie boede i Dansk Journalistforbunds feriehus, Mosehuset. 
For kendere af det typografiske fag er det en sjælden flot tryksag.

Mange af billederne er af Steen jensen fotografi og tilhører ham. Se hans hjemmeside HER